Boligløs eller hjemløs
Skal du finde bolig i Danmark, er det vigtigt, at du begynder at lede i så god tid som muligt. Det kan være svært at finde bolig i Danmark, især i København.
Generelt er boligpriserne i Danmark højere end i Grønland. Men der kan være meget stor forskel på priserne, uanset om du skal købe bolig eller bo til leje. Huslejen og huspriserne er normalt højere fx i København og Aarhus end i en mindre by.
Der er mange faktorer, der spiller ind, når du skal vælge, hvor du vil slå dig ned i Danmark. Hvordan er jobmarkedet? Hvor let er det at få institutionsplads til børnene i netop den kommune? Hvordan er adgangen til offentlig transport?
Selv om Danmark er et lille land, kan man bliver overrasket over afstandene. Hvis man ikke bosætter sig tæt på sit arbejde eller sin skole, kan man komme til at få meget lang transporttid. Har du mulighed for det, så tag på ferie i Danmark og besøg nogle af de steder, hvor du overvejer at flytte hen.
Mange flytter til Danmark og starter med at bo hos familie og venner. Men undersøgelser viser, at det ikke altid er en god idé. Det kan være meget hyggeligt i starten, men det bliver også hverdag, og for nogle ender det i konflikt og boligløshed. Derfor er det en god idé at have din boligsituation på plads, før du flytter.
Læs mere om boligmarkedet i Danmark på norden.org.
Herberger - Varmestuer
Herberger er et tilbud om overnatning for en enkelt nat ad gangen, eller hvor man kan leje et værelse for en kort periode. Herberger tilbyder samtidig omsorg og social kontakt.
Varmestuer er steder, hvor man kan købe billig mad, få et varmt bad og noget rent tøj. Der er altid nogen at tale med.
Koster det noget?
Beboerne skal i udgangspunktet betale for kost og logi under ophold.
Find herberger og varmestuer
København
Aarhus
Odense - Dannebo
Odense - Kirkens Korshær
Esbjerg - Varmestuen
Aalborg - Kirkens Korshær m.fl.
Tilbud i De Grønlandske Huse
Flere steder i Danmark er der tilbud til personer, som lige er flyttet til Danmark. Det vil typisk være tilbud om hjælp til at få en god start i Danmark.
Fx driver såvel Det Grønlandske Hus i København, Odense og Aarhus mentorordninger, hvor man kan få hjælp til at finde fodfæste i Danmark.
I mange byer er der netværkscafeer, hvor man kan mødes med andre grønlændere og hygge sig.